Hvorfor Content Management?

14. april 2007 - 19:18 -- michael

Indholdsstyring er et must, hvis du vil sikre dig ensartet indhold og nem tilgang til at redigere indholdet.

Der var en gang i Internettets barndom, hvor man næsten skulle være uddannet programmør for at kunne lave en hjemmeside. Mange kastede sig over html-programmering, og resultatet blev en masse (mere eller mindre spændende) tekstbaserede hjemmesider.

Senere kom en række programmer, der skulle gøre det lettere at oprette hjemmesider. Et af dem var Microsoft Frontpage. Her kunne man forholdsvis let oprette et spind af sider og oploade dem til internettet.

 

Problemer med at opdatere
Problemerne opstod først, når man efter at have oprettet de første 25-30 sider på sin hjemmeside, stod for at skulle skifte telefonnummer eller e-mail-adresse. Så var man tvunget til at gå ind på hver enkelt side og ændre det, der skulle ændres.

Endnu mere besværligt var det, når man ville henvise til de samme ting fra flere sider. Ofte kom der til at ligge opdateret data på en side og uopdateret data på en anden.

Oven i dette kommer, at det var almindeligt, at en hjemmeside blev styret af en webmaster. Denne var oftest en programmør eller tekniker, som ikke nødvendigvis havde syn for indholdets kvalitet. Og så kunne webmasteren let blive en flaskehals.

 

Længsel efter indholds-styring
Disse problemstillinger gjorde, at der opstod en forespørgsel efter hjemmeside-systemer, som kunne håndtere indholdet og gøre det nemmere at opdatere.

De første indholdsstyringssystemer (Content Management Systems eller blot CMS) var baseret på filer, som man kunne ændre i en tekst-editor på sin egen computer. Men hurtigt blev databasestyrede systemer udbredt.

I dag er CMS indbefattet af databasestyring, online-opdaterings-formularer, håndtering af billeder mm.

 

Løser problemer
Indholdsstyringssystemerne er i dag med til at gøre det meget enkelt for ejere af en hjemmeside selv at opdatere siden.

CMS’et har nemlig følgende fordele:

  • Ikke begrænset til en computer (flere brugere kan opdatere samtidigt – worldwide)
  • Let at betjene (ofte mulighed for at redigere som i Word)
  • Håndterer dine billeder (tilpasser billeder i de størrelser, du skal bruge)
  • Du har selv mulighed for at skrive/rette
  • Sparer tid (du går uden om webmasteren)
  • Sparer penge (Tid=penge!)

Uafhængigt af layout
En sidste pointe, som er nødvendig at få med, er, at du med et CMS forholdsvis let kan skifte layout, når du ønsker det. For dine data er jo sikret i databasen, så de kan bruges fremover også med et nyt grafisk udseende.

 

Konklusion
Content Management er kommet for at blive en god tid ud i fremtiden. Har du en hjemmeside, der ikke har CMS, vil du med fordel kunne skifte nu.